Grænserne for top- og mellemskat bliver sat op

DR er på banen med følgende historie:

Skatteministeriet hæver grænsen for topskat med 8500 kroner, så man næste år skal tjene over 327.200 kroner for at betale topskat.
I dag skal der betales topskat, hvis indkomsten overstiger 318.700 kroner.
Også grænseværdien for mellemskatten hæves. Den sættes op med 7100 kroner til 272.600 kroner.
Endelig stiger det almindelige personfradrag med 1000 kroner til 39.500 kroner.
De nye skattegrænser er resultatet af den årlige fremskrivning af skattesatserne, der sker på baggrund af inflationen.

To ting er bemærkelsesværdigt i denne sammenhæng.

Det ene er at man vælger at sættegrænserne op i takt med inflationen, hvor man når det drejer sig om overførselsindkomster bruger lønudviklingen som parameter. På den måde sker der det at man over tid får flere indlemmet i gruppen af topskatte betalere. Derudover bekræfter man overførselsindkomst modtagende personer i en illusion om at de får løn, når man regulere overførselsindkomster i takt med lønudviklingen. På (meget) langt sigt vil man endda komme i den situation at selv overførselsindkomster skal til at betale topskat, i dag er der jo i forvejen folk der siger nej tak til lønninger på 22.000 kr. om måneden.

Det andet der er bemærkelsesværdigt er selvfølgelig at der stadig findes mellemskat og topskat. Med al den snak om kamp mod ulighed, burde Kristian Jensen da hænges til tørre, på samme måde som Eva Kjer, når han står bag sådan en uhyggelig ulighed mod landets skatteborgere. Hvor er den tapre ulighedskæmper Villy henne når der er en værdig sag?

Økonomien hænger ikke sammen på Aros: for mange kunder

DR online skriver at museet ARoS i Århus har "så mange besøgende, at det koster noget ekstra at drive museet." Det er ikke mærkeligt at det koster ekstra at drive det, men det mærkelige er at de ikke har tilsvarende flere indtægter.

Et kritisk medie ville nok spørge til, hvordan det kan være at museet ikke sætter prisen op på deres billetter, hvis de taber penge på at have besøgende i museet. Men det ville være at sætte spørgsmål tegn ved hele ideen med statsstyret kunst og kultur, og det ville være ekstremt i forhold til normalen. Iøvrigt ville det for DR journalisterne også være at bide den hånd der fodrer dem.

Tænk hvis en restaurant eller butik planlagde at tabe penge, hvis de fik flere kunder. Det ville være absurd. Og er det ikke også tilfældet her?

Præster protesterer mod højere husleje

Ak ja, er der noget der virkelig kan få folk på banen, så er det når folk finder ud af at de ikke længere får lov til at nyde deres privilegier i fred, på bekostning af landets skatteborgere.

Det er der jo sådan set hverken noget overraskende i eller noget galt i, da skattesystemets indretning vel om noget skaber incitament til at søge og øge privilegier på bekostning af andres arbejde og velstands frembringelse end at selv arbejde på øge sin egen velstand, uden at det bygger på tvangsinddrivelsen af andres indkomst. Her i ligger selvfølgelig også den iboende fordel at man er fri for den bitre følelse der opstår når andre lukrere på skattefar stjæler af ens velstand.

Denne gang handler det om præster som er sure over at de for fremtiden skal betale op til 70 % af markedslejen for at bo i præsteboligerne. Uha uha skal præsterne nu til at betale det samme for en præstebolig som en førsteårsstuderende på universitetet betaler for et fugtigt kælderværelse. En enkelt præst er endda blevet så fortørnet, at hun har sagt sin stilling op som statsfinansieret kristendoms forkynder.

Det er ikke overraskende i sig selv at en offentlig ansat siger op, bevares på et tidspunkt får man vel nok og ikke alle er standhaftige nok til at vente bag sin skranke på at kunne gå på efterløn, det er dog alligevel overraskende, da der jo som bekendt står skrevet:

”Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler. Men saml jer skatte i himlen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler. For hvor din skat er, der vil også dit hjerte være.”

Når man tænker lidt over det er det måske alligevel ikke den kvindelige præst som overrasker, men tværtimod at alle de andre statsfinansierede kristendomsforkyndere der stadig findes. Præsten der har sagt op er vel egentlig den mest kristne af dem alle, for som der står skrevet:

”Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.”

Dette har den kvindelige præst vel taget konsekvensen af, da hun ikke så sig i stand til både at tjene staten og Gud på en gang, mens de resterende præster godt kan leve med det.

Eller måske er det omvendt. Hvem der tjener hvem og ringeagter hvem, må være op til læseren selv at bedømme.

Frihed er... at det offentlige bruger dine penge

Når det offentlige bruger dine penge, betyder det frihed. Så skal du ikke tænke på at træffe for mange svære valg om dit liv. Det sørger staten for.

I Politiken kan man læse at Venstre "forlængst har forladt tankegangen om, at den offentlige sektor bremser den personlige frihed". Det er jo ikke nogen nyhed, men godt med en opfriskning så man ved hvor man har Venstre. Danmarks liberale part... nå nej, bare Venstre.

Fogh går ind får frihed? nej, bedre velfærd? nej højere offentligt forbrug!

»Der er ikke nogen modsætning mellem lavere skat og bedre velfærd. Der er nogen, der gerne vil forsøge at fremstille det sådan. Oppositionen vil gerne prøve at fremstille det sådan. Vores politiske modstandere påstår gang på gang, at man kan ikke både holde skatten i ro – eller sågar sænke skatten – og skabe bedre velfærd. Ved I hvad? Nu har vi haft regeringsansvar i snart fem år, og vi har bevidst*, at det kan lade sig gøre både at sænke skatten på arbejdsindkomst og forøge det offentlige forbrug«, siger Fogh.

Forskellen mellem velfærd og velstand er om man selv bestemmer over sit liv eller om staten gør det for en.

Socialdemokratiets HTS:

»Anders Fogh Rasmussen kan ikke tale sig ud af, at der findes en offentlig sektor, som danskerne opfatter som lettere slidt, og som ikke udvikler sig. Det ser sådan ud, fordi regeringen i snart fem år har holdt den i en økonomisk spændetrøje«

Økonomisk spændetrøje - hvis bare det var så vel. Regeringen har ikke kunnet leve op til de grænser den satte for det offentlige forbrug.

Udbydere af ydelser på det private marked er hele tiden under den økonomiske spændetrøje (for at bruge HTS's ord), at folk frivilligt skal betale for ydelserne. Og den private sektor udvikler sig hele tiden. Så imens den offentlige sektor er begrænset af politikerne, er den private begrænset af forbrugerne.

Der er brug for at overbevise befolkningen om at velstand er bedre end velfærd. Når man selv betaler for en vare og kan vælge at lade være med at købe den, har man meget større indflydelse på hvad man får, hvor god service man får osv. Hvis plejehjemmet, hospitalet, hjemmehjælpen, supermarkedet, eller andet er utilfredsstillende, så kan man lade være med at købe og evt. gå et andet sted hen.

Det er interessant at se hvordan en stor del af borgerne ikke overlader deres pension og helbred 100% til statens velfærd, men finder det nødvendigt at supplere med velstand. Dette i form af privat opsparing samt private sygeforsikringer.

For at lade befolkningen i større grad få smag for velstand og turde at vende ryggen til statens velfærd, bør man ikke blot skrue ned for skatter, afgifter og reguleringer, men også det offentlige forbrug.

*) bevist/bevidst stavefejl leveret af Politiken