Offentlig "Højteknologifond" giver ineffektiv allokering af resourcer

Politiken: Højteknologifonden støtter Microsofts produktudvikling, men ikke spilbranchen.

Det offentlige Højteknologifond giver skattepenge til virksomheder der passer med politikernes ønsker, fondenes retningslinjer etc. Private investeringer søger i stedet at investere, der hvor investeringerne kan bære frugt og give et afkast.

»Men indtil nu har vi ikke haft vores sekretariat klar til at hjælpe folk med at bringe dem så tæt som muligt på de kriterier, som vores bestyrelse lægger vægt på. Men nu skal vi meget mere i dialog med dem, der sender ansøgninger ind«, siger Carsten Gaarn-Larsen.

Han mener, at fonden både bør støtte store og små virksomheder alt efter projekternes kvalitet - ikke bare for at skabe nye arbejdspladser, men også for at fastholde job i virksomhederne.

At give subsidier blot for at fastholde arbejdspladser, er det samme som at betale virksomheder blot for at have folk ansat. Hvad med om man lod folk beholde deres penge og lade virksomhederne nøjes med at have de medarbejdere ansat, der skaber værdi?

Ideen med at have en arbejdsplads, må vel være at folk kan forsørge sig selv. Derfor går ideen tabt, hvis man forsøger at fastholde arbejdspladser ved at forsøge at omgå værdiskabelsen.

En måde at måle et projekts kvalitet, er hvor meget værdi det skaber, hvilket hænger sammen med, hvad andre frivilligt vil give for det. Altså, hvor stort et afkast det kan give. Det er markedet meget velegnet til.

I stedet for at tage folks penge i skat, kunne de beholde dem og selv investere dem. Når folk investerer deres egne penge, er de nok mere interesseret i at investere i noget, der giver et afkast, end planøkonomer, der blot skal leve op til nogle politiske retningslinjer. Ud over at skabe mere rigdom, giver det mere uafhængihed og kræver ingen tvang.

Artiklens vinkel synes at være at der er et stort markedspotentiale, men at statens fond har overset det. Heldigvis afsluttes det med at fonden har indset denne svipser og nu har rettet kursen ind. Men de forsikrende ord løser ikke problemet. Planøkonomi fungerer ikke. Det fungerede ikke i Sojvet Unionen og det fungerer ikke i Danmark i dag.

DR Nyheder skriver stigningen i danske virksomheders forskningsbudgetter fra 2003 til 2004 var på 0,01% af BNP og at der er

langt til, at Danmark, som regeringen har garanteret, kan opfylde Barcelona-målsætningen, om at den offentlige og private forskning samlet skal udgøre 3 pct. af BNP.

Et sådan målsætning er arbitrær og ubrugelig. Virksomhederne bruger den mængde penge på forskning, som de vurderer er passende. Hver enkel virksomhed er bedre til at vurdere, hvad der er det mest profitable forskenings-budget, end en planøkonom, som ikke kender forholdende for alle de enkelte virksomheder.

Barcelona målsætningen svarer til at have et mål om at virksomhederne skal bruge fx 1% af BNP på kantinemad eller 2% af BNP på markedsføring.

Da Barcelona målsætningen er ubrugelig er informationer om hvorvidt den bliver nået ubrugelige og spild af tid.