2007/02/28

Kan man snyde D(D)R?

Det skriver Berlingske i hvert fald at diverse TV og computerbutikker gør. For disse butikker "snyder" D(D)R ved ikke at indberette slag af Pc'er og Computere. Jeg vil mene, at de give kunden en god service. Merlin svarer lige ud at de ikke gør det, Zitech vil lige frem garantere, at de ikke gør det (og hvis det er et TV, vil det blive indberettet som et Pc-skærm). Hos Fona indberetter de det, men som de oplyser, så kan man altid skrive en adresse på garantibeviset som allerede betaler Licens. Jeg kan godt lide, at DDR er overrasket over det:
Chefen for DR Licens og Programservice, Rikke Sloth, er lidt overrasket.
»Om det er ond vilje eller for-glemmelse, ved jeg jo ikke. Men vi kan jo ikke gøre noget. Det er op til branchen selv at holde justits,«siger hun.
Hun tror stadig på, at folk rent faktisk gerne vil betale for D(D)R Tv. Og så er der hendes definition på ond vilje, det må åbenbart værre når man ikke vil betale for noget, man ikke bruger eller har intentioner om!

2007/02/27

Forskningsfrihed til debat

Forskningsfriheden er truet. I hvert fald hvis man læser Politiken og minsandten, og for mig overraskende, også Punditokraterne.

Da de højere læreanstalter i forvejen er dybt afhængige af bevillinger fra Folketinget, så må jeg med det samme indrømme, at jeg ikke helt er med på, hvad forskningsfrihed så betyder. Når man i forvejen må leve på Folketingets nåde, og dermed dybt afhængig, så er man ikke fri, og man kan som bekendt ikke miste noget man ikke har.

Nu er den i hvert fald i fare alligevel lyder det, og det nærmeste jeg kommer en form for definition, er at man ikke kan bruge tvangsopkrævne midler som man lyster, hvis Helge Sander for held med sine lovforslag. Det gør han nu nok ikke, dertil er tudekor den højeste form for politisk pression i dansk politik.

Et tankevækkende indlæg til debatten, om hvorvidt statsstøttet forskning i det hele taget er en god idé, kan læses her.

2007/02/14

Duften af nytrykte bøger

E-mail til Forlaget Gyldendal:

"Kære Gyldendal

Jeg vil gerne købe et eksemplar af "Historien om den danske utopi" af Henning B.
Fonsmark

Mvh."


Svar fra Forlaget Gyldendal:

"Kære Rasmus Hansen

Bogen er udsolgt og der er dags dato ikke nogle aktuelle planer om at
genoptrykke den.

Vi kan derfor kun anbefale, at du forsøger at finde den antikvarisk.

Venlig hilsen
Gyldendal.dk

Lene Christenen"


Ak ja.

2007/02/13

Liberalisterne vil privatisere DR - næsten da.

Da jeg ved en selskabelig lejlighed fredag aften, kom til at love et medlem af det ny godkendte parti Liberalisterne - Frihed & Velstand en øl hvis partiet fik et mandat ved næste folketingsvalg og champagne hvis de fik mindst 8, ja så er det vel også på sin plads at gå lidt i kødet på de selvudråbte liberalisters diverse udspil.

Af en pressemeddelelse af 9. februar fremgår det at Liberalisterne vil privatisere DR, så folk selv kan bestemme over deres penge. (Uanset hvad du siger Kristian Jensen, så er licens altså en skat - og en licens forhøjelse er dermed et brud på skattestoppet).

Men ak nej:

"Licenspengene skal i stedet gå i en fond, hvor tv- og radiostationer kan konkurrere om at søge midler til public service-programmer”

Her fra kommer et vildt bud til fri afbenyttelse:

Hvad med at den enkelte medieforbruger helt selv bestemmer, hvor han eller hun vil lægge sin (ikke-eksproprierede) indkomst henne.

Se det ville være liberalt.

2007/02/08

Walmart - Always low prices. Always!!

Phwahaha!! Den samlede amerikanske venstrefløj af miljøfantaster, Michael Moore-tilhængere og socialister må fryde sig i disse dage. For endelig er det lykkedes at få skovlen under Walmart. Sagen er, at en amerikansk domstol har sagt god for, at op til 2 mio. kvinder kan sagsøge Walmart for kønsdikrimination. Hvis kvinderne vinder retssagen, kan det koste detailkæden, som er verdens største med en omsætning på over 300 mia $ pr. år, flere mia. kr.

Walmart har længe været en torn i øjet på de frelste. Kæden beskyldes for underbetaling, at låse natarbejdere inde, give dårlige benefits osv. Endvidere er der beskyldninger om, at Walmart ligefrem skulle være til skade for Amerika. Sandheden er dog en helt anden: Walmart er vel nok den største anti-fattigdomsmaskine i USA. Deres "always low prices. Always!" giver kædens kunder - hovedsageligt middel- og lavindkomst familierne - en langt større købekraft end de hellere ville have.

Når Walmart indgår en aftale med en ansat, må vi gå ud fra, at det er en frivillig aftale. Dette vil naturligvis gavne begge parter - eller ville aftalen aldrig blive indgået. Dette gælder også, når Walmart indgår en aftale med en kvinde. Det kan da godt være, at der gives højere løn til mænd, men hvis kvinderne er utilfredse med dette, kan de bare lade være med at arbejde dér. Det kan godt være at Walmart "diskrimination" (hvis der vitterligt er tale om diskrimination) ikke er videre sympatisk, men det må alle, der har respekt for den private ejendomsret, alligevel acceptere.

For bryder man sig ikke om Walmart, kan man købe ind et andet sted. Så må Walmart enten ændre sin praksis eller gå konkurs. Trods den megen kritik ser vi alligevel, at flere og flere amerikanere køber ind Walmart's "Superstores". De vil ikke gå glip af Walmart mange gode tilbud og lave priser.

Til sidst kan vi slutte af med et citat af Walmarts grundlægger, Sam Walton: "There is only one boss. The customer. And he can fire anybody in the company from the chairman on down, simply by spending his money somewhere else"

Skat graver endnu dybere for flere skatteindtægter

Skat har fundet endnu noget de kan beskatte. Skat har så ledes besluttet, at arkæologiske udgravninger ikke skal værre momsfri. Og da det i forvejen er de private bygherre, der skal betale omkostninger ved arkæologiske udgravninger, så er det også dem der for ekstra regningen. Udgravningerne vil således blive mellem 10 og 15 % dyrere end før. Dette ramme dog kun små virksomheder, som ikke har et momsregnskab da veletableret virksomheder med moms regnskab kan fratrække momsen. Har vi ikke skattestop eller?


(set i dagens udgave af Børsen)

2007/02/07

Skæmmekampagne

I Canada og Australien har man på cigaretpakkerne skræmmebilleder af syge rygerlunger og piger med iltmasker på. Dette skulle således give et større kendskab til rygningens konsekvenser og dermed en større modstand mod rygning. Det undrer mig egentlig ikke, at det skulle hjælpe på modstanden mod rygning. At få klasket en syg rygerlunge op i ansigtet hver gang man skal ryge, må trods alt virke afskrækkende. Så det skal vi da også havde i Danmark!

»Min mand er fra Canada, og jeg har ofte undret mig over, hvorfor vi i Danmark ikke også bruger billeder på cigaretpakkerne. Der er ingen tvivl om, at billeder virker stærkere end tekst, og jeg er stor fortaler for, at det indføres herhjemme,« siger Charlotte Fischer (B)
Så hvorfor stoppe der! Lad mig forslå billeder af en skrumpelever eller folk der brækker sig på vare indeholdende alkohol. Og fedme er jo også et stort problem! Så lad os sætte billeder af mennesker på 200 kg, der ikke kan bevæge sig på smør, chips poser og sukkerholdige produkter. Man kunne også forstille sig afskrækkende billeder på papiret rundt om McBacon. Mulighederne er skræmmende!

Leve Republikken!

I Danmark elsker vi kongehuset, lige så højt som vi elsker Socialstaten. Eller nogen gør i hvert fald. Derfor er det dagen helt store nyhed, at Prinsesse Alexandra skal giftes med sin Martin. Stort tillykke til dem!

Men nu hvor Alex ikke længere er en del af kongehuset, får hun vel heller ikke flere penge fra staten, vel? Jo, åbenbart!?! Ifølge Berlingske får hun stadig en overførsel, så hun kan vedblive med at bo i sin skatteyderbetalte kæmpevilla på Østerbro.

En ting er, at vi bliver tvunget til at betale for, at kongelige kan hygge sig på vinslotte og sejlbåde. Endnu værre er det, at vi også skal aftvinges penge til de ikke-kongelige. Det er da til grin!

Afskaf kongehuset eller lav en "kongehus-skat" på samme måde som kirkeskatten. Så kan man i det mindste vælge den fra!

PS: Hverken Jesper, Rasmus eller Lau har skiftet navn. Jeg er såmænd bare ny blogger her på siden. Velkommen til mig:-)

2007/02/06

Vræl!

EU tuder og de tuder meget. Lav erhvervsbeskatning er åbenbart i EUs øjne blevet konkurrenceforvridende. Det skriver dagens udgave af Børsen. Så fordi EUs medlemslande ikke kan finde ud af at regere et land, så skal Schwiez straffes for at have lave skatter. At EU subsidierer erhvervslivet modsat Schweiz, er selvfølgelig ikke konkurrenceforvridende, men skattereglerne i Schweiz er unfair konkurrence.

EU lyder her lidt som et firma, der ikke kan finde ud af få overskud og derfor mener, at man skal tage hensyn til dem. Det svarer lidt til reglen i skolefodbold om, at man ikke må tyre. Du må endelig ikke blive god, nej lad os holde alle på samme lave niveau!

2007/02/02

Jeg må le

af alle jer der spillede på, at Ungdomshuset ville blive ryddet i januar måned.

Følgende dybt kriminelle personager der stadig er med, er de der ulovligt har spillet på:

Ungdomshuset ryddes i februar 2007, odds 2,75
Ungdomshuset ryddes i marts 2007, odds 3,35
Ungdomshuset er der stadig efter 1. april 2007, odds 5,60

For husk, at uanset om du spiller for sjov eller er ludoman, så skal du vælge at spille hos Tips, for statsmonopoler skaber sammenhængskraft mellem dine laster.

2007/02/01

Udkonkurrer forstenede institutioner, der prioriterer køn over kvalifikationer

Kønskvotering bliver diskuteret flere steder. Bl.a. havde P1 et program om det, Jørgen Mads Clausen har udtalt sig om det, Dorte Toft fra Berlingske Tidende har kommenteret det og det har Martin Ågerup fra CEPOS også gjort.

Nogle mener at bestyrelser overser kompetente kvinder alene pga. deres køn. I hvilket omfang det evt. foregår i dag og hvilke virksomheder der gør det ved jeg ikke.

De kvinder der mener at deres kvalifikationer bliver overset kunne måske starte deres egen virksomhed. De overlegne kvalifikationer burde være et rigtigt godt udgangspunkt for at konkurrere med virksomheder, der ikke ansætter den bedst kvalificerede arbejdskraft.

At starte sit eget og udkonkurrere nogle inkompetente virksomheder må da også være meget sjovere end at få nogle politikere til at tvinge en virksomhed til at ansætte én, og arbejde for nogle der egentlig ikke vil have én.

Hvis der er tale om private bestyrelser, så må ejerne ansætte lige hvem de vil. Og hvis de foretrækker at have medarbejdere eller folk i deres bestyrelser af et bestemt køn, så er det deres sag. Nogle virksomheder vil måske selv indføre en kønskvotiering fordi de mener det skaber en bedre bestyrelse. Det er i sidste ende op til ejerne at bestemme.

Det var det private. Det offentlige kan man ikke lige så nemt udkonkurrere på samme måde, hvis de er dårlige til at vælge folk. Det er endnu en grund til at det offentlige ikke skal fylde så meget.