Når en marxist skriver krimi

Afdøde Stig Larssons krimi triologi om det aparte makkerpar Mikael Blomkvist og Lisbeth Salander har haft stor succes de seneste år. Da min rejsekammerat havde valgt at købe første bind af triologien i Kastrup Lufthavn før afgangen til Middelhavets kyster, er ”Mænd der hader kvinder” blevet emne for dette blog indlæg. For selvfølgelig skulle jeg da læse den, mente min rejseledsager (hvad mon det er, der gør at folk altid skal pådutte andre deres læsevaner?), og tja hvorfor ikke finde ud af, hvad det er, som er så godt ved Stig Larsson. Min dom er, at det er en god krimi, så hvis man er til krimier er den værd at læse.

At bogen finder vej til denne blog er såmænd ikke hovedplottet, der er tilforladeligt nok, men den indledende historie der er grundlaget for at hovedpersonen Mikael Blomkvist påtager sig en opgave for en pensioneret industrimagnat.

Stig Larsson afslutter hovedplottet for derefter at give sig i kast med en afslutning på den indledende sidehistorie. Havde jeg været forlægger, ville jeg have sparet læseren for de sidste 58 sider, hvis eneste formål er at give hovedpersonerne det sidste ord over for en skurk, men i forløbet begår de den marxistiske fejlslutning at når ”de gode” bruger onde midler, så er det i orden for deres mål er jo ædelt. Hvilket dog gør hovedpersonerne til anti-helte i mine øjne, hvilket tydeligvis ikke har været meningen fra forfatterens side. Ok, sådan er skønlitterære helte nu engang, der kan man sagtens lyve, stjæle og lade folk myrde, så længe man gør det for den gode sag. Urkomisk bliver det dog når hovedpersonen omtaler det som landsforræderi når spekulanter sælger ud af svenske beholdninger for at købe tyske værdipapirer. Det går tydeligvis hen over hovedet på forfatteren, at det internationale finansmarked allokere kapitalen derhen, hvor der er størst afkast.

Ved læsningen af de sidste 58 sider af bogen undrer det mig ikke hvorfor forfatteren havde testamenteret sin formue til kommunisterne.