Vindere og tabere

I weekendklummen på 180grader reflekterer Karsten Anker Petersen over dansk konkurrence mentalitet eller mangel på samme, som man kan opleve den selv i sportsklubber.

For det er ironisk, at man kan opleve frygten for nederlag i en sportsklub. Sport går vel netop ud på at gøre sit bedste og dyste mod andre. Når frygten for at tabe gør at man vil undgå at forsøge at vinde, så er man er tæt på bunden i manglende selvværd. Sloganet om at det gælder ikke om at vinde men om at være med kan jo tolkes på to måder. Den mest udbredte version er den, hvor det ikke gør noget, at man taber, bare man deltager, hvor det i taberkulturens termonologi betyder at man ikke behøver gøre en indsats, og hvor fraværret at vindere i en misforstået logik betyder at ingen er tabere. Man ser helt bort fra, at istedet bliver alle tabere.

En anden måde at anskue det på er som Karsten Anker Petersen:

Børn skal naturligvis lære, at de dygtige vinder over de dårlige, og at de dygtige er dem, der øver sig og øver sig - igen og igen. Sådan er det i sport, i skolen og for øvrigt også i resten af livet.

Essensen af at vinde bliver således et udtryk for resultaterne af flid. Har man gjort sit bedste, er det naturligvis rigtigt, at det blot gælder om at være med. For har man gjort sit bedste, så er man jo ikke en taber, for vinderen viser jo blot, at der er mulighed for at forbedre sig.

I sport er konkurrence sort/hvid. Du vinder eller taber. Et nulsumsspil. Sådan er det jo ikke uden for sportens verden. Det gælder dog stadig væk at man klare sig bedre jo mere man dygtiggør sig inden for sit felt.

I forsøget på at undgå tabere er konkurrence ilde set. Men det er ikke konkurrence der gør nogen til tabere, for gennem forberedelse til konkurrence ligger der træning og atter træning. At fornægte dette skaber taberkultur. Vinderkultur er at værdsætte når nogen er dygtigere og bedre end en selv, og at man kan nå sine mål ved at dygtiggøre sig uanset om det er i sportsklubben eller på arbejdsmarkedet.