2007/01/04

Skattelettelser eller nazisme?

I en politisk diskussion i Danmark sker det uundgåeligt at sammenligningen med Hitler Tyskland og nazisterne kommer ind i diskussionen. Dette sker når en diskussion har overskredet punktet af latterlighed, hvor man ikke kan vende tilbage igen.

En sådan punkt af latterlighed har de mange meningsmålinger der hver uge pumpes ud i medierne for længst nået. Af uransagelige årsager gider aviserne trykke disse meningsmålinger, der i kvalitet hører hjemme i hestemagasiner for 13 årige piger.

Ugens meningsmåling er en undersøgelse, der ifølge Berlingske viser, at de fleste vælgere ønsker velfærd frem for skatter. I første omgang anså vi her på Kritisk Presse det for værende under vores standard at kommentere på en undersøgelse med klare metodemæssige selvmodsigelser. Da flere blogs som herfra frekventeres, såsom Dansk Politik, Jarls Blog og Punditokraterne alle refererer og til dels kommenterer meningsmålingen, vil vi da også give besyv med.

Først og fremmest røg Berlingske artikel dog allerede på at sætte velfærd lig med skattelettelser. Som en læser af Punditokraterne så rigtigt anfører i kommentarboksen, så kommer det jo meget an på hvad der menes med velfærd. Slår man velfærd op i ordbogen, betyder det lykke eller trivsel. Det er godt nok i en ordbog, hvor bjørnetjeneste stadig betyder en tjeneste, der gør mere skade end gavn. I en mere nutidig ordbog skal det da ikke undrer os at velfærd betyder lykke og trivsel som kun opnås gennem høj beskatning. Sat over for valgmuligheden mellem lykke og skattelettelser er det da utroligt at nogen overhovedet har valgt skattelettelser. Problemet er blot at der ikke er korrelation mellem lykke og skat, selvom der er mange, der dagligt prøver at bilde borgerne det ind.

En anden misforståelse, som Konservatives nye skatteordfører hopper i med begge ben, er at der er noget der hedder gratis penge. Til Berlingske udtaler han således:

”Jeg tror, mange konservative siger, at vi godt må bruge pengene fra effektivisering på velfærd, fordi det er nogle »gratis« penge, vi har fået. Vores vælgere går ind for velfærd under forudsætning af, at det ikke sker ved et højere skattetryk”

Pengene er ikke gratis, men penge som borgerne har betalt for meget i skat. At der frigøres så mange ressourcer viser jo blot med al tydelighed hvor ineffektiv den offentlige sektor er i forvaltningen af borgernes retmæssige ejendom.

Det leder til den tredje misforståelse som bla. Dansk Politik er hoppet med på:

”Det er hårdt at være konservativ i Danmark, regeringspartneren vil ikke have skattelettelser, støttepartiet vil ikke have skattelettelser og selv partiets egne vælgere vil ikke have skattelettelser.”

Da det er topskatten, som jo er en skat der hæmmer den samlede velstand, er det som de Konservative gang på gang har argumenteret imod, og undersøgelsen handler om kommuneskat, som er en flad skat, er der intet belæg for at konkludere at partiets vælgere ikke vil have skattelettelser.

11 procent af respondenterne i undersøgelsen svarede:” ved ikke”, gad vide om det var alle dem, der kunne se det selvmodsigende i spørgsmålet og derfor ikke mente at undersøgelsen gav nogen mening. Se det kunne have været en interessant meningsmåling. Måske kommer den i næste uge, for det er sikkert som amen i kirken, at der i hvert fald kommer en eller anden meningsmåling i næste uge.