Yde efter evne æde efter behov

Velfærdsstatens ofre tager sig ud i mange former. I England har en familie pådraget sig en del vrede efter en artikel om deres liv. Familien på fire er alle på overførselsindkomst med den begrundelse, at de er for fede til at arbejde. Derfor kan de desværre ikke yde, hvilket andre må gøre for dem. Æde kan de dog godt og den engelske velfærdsstat finansierer ædegildet.

Handlinger har konsekvenser. I dette tilfælde er der ikke tale om svage borgere. Tværtimod. Deres problem er, at de er meget overvægtige, og er blevet det gennem mange års vedholdenhed ved spisebordet. Det er selvfølgelig ikke let, at ændre sine vaner. Det bliver ikke lettere for familien, når velfærdsstaten går ind og finansierer de dårlige vaner. Familiens kortsigtede tidspræference for fed mad bliver fuldt ud støttet af velfærdsstaten. Incitamentet til at ændre på vanerne er ganske enkelt ikke til stede. Velfærdsstaten er efterhånden blevet temmelig universel. Støtter man vindmøller økonomisk får man flere af dem, siger Villy Søvndahl, det man støtter får man mere af. Om det er England eller Danmark, så er velfærdsstaten en taberfabrik. Desværre er det en meget produktiv fabrik.