Medieforliget

Politiken udspørger kulturministeren om medieforliget. Han siger:

Det ville være i strid med skattestoppet, hvis man indførte en afgift på apparaturet som sådan, og jeg har da også - som du siger - selv været meget skeptisk overfor idéen. Men jeg må erkende, at bare i løbet af det sidste år, er der sket en udvikling, hvor det traditionelle tv-apparat har mistet mere og mere tilslutning, fordi tv og tv-billeder nu kan ses på alle mulige medier - eksempelvis computere.

Oversat fra politiker-double-speak til mere forståeligt dansk: Ja, det er et brud på skattestoppet, men det har jeg set stort på for at cementere positionen af statens elektroniske medier.

Men altså: Hvis Brian på kollegiet har netadgang og computer, så skal han betale, selv om han ikke gider se DR?

»Den dag, vi lancerede udspillet, havde TV-avisen et interessant indslag fra sygeplejerskernes kollegium, som jeg selv besøgte meget, dengang jeg læste. Dér var langt de fleste unge positive overfor, at de skulle betale. De ville gerne være solidariske, og det overraskede mig positivt, at man ville støtte den fælles pulje«.

Kulturministeren svarer ikke på spørgsmålet, men kommer med en historie om socialdemokratisk solidaritet. Hvad er det for en solidaritet, hvor man tvinger sagesløse mennesker til at betale for noget de ikke vil have? Det har intet med solidaritet at gøre. I stedet for at respektere hvilke medier folk vil benytte og hvilke politiske holdninger de ønsker at betale for udbredelsen af, tvinges de til at betale for noget de ikke vil have. Solidaritet er ikke nødvendig - blot respekt for at folk selv kan vælge hvad de vil bruge deres penge på.

Selvom Politiken ikke er mit favoritmedie, er jeg dog glad for at der findes private medier, der kan stille sig kritiske over for at folk bliver tvunget til at betale for noget de ikke vil have. Hos DR selv er de pudsigt nok ikke så interesseret i den slags kritiske spørgsmål, der er blot liv og glade dage. Tillykke med det succesfulde lobbyarbejde general Plummer.