2006/08/12

Frihed er... at det offentlige bruger dine penge

Når det offentlige bruger dine penge, betyder det frihed. Så skal du ikke tænke på at træffe for mange svære valg om dit liv. Det sørger staten for.

I Politiken kan man læse at Venstre "forlængst har forladt tankegangen om, at den offentlige sektor bremser den personlige frihed". Det er jo ikke nogen nyhed, men godt med en opfriskning så man ved hvor man har Venstre. Danmarks liberale part... nå nej, bare Venstre.

Fogh går ind får frihed? nej, bedre velfærd? nej højere offentligt forbrug!
»Der er ikke nogen modsætning mellem lavere skat og bedre velfærd. Der er nogen, der gerne vil forsøge at fremstille det sådan. Oppositionen vil gerne prøve at fremstille det sådan. Vores politiske modstandere påstår gang på gang, at man kan ikke både holde skatten i ro – eller sågar sænke skatten – og skabe bedre velfærd. Ved I hvad? Nu har vi haft regeringsansvar i snart fem år, og vi har bevidst*, at det kan lade sig gøre både at sænke skatten på arbejdsindkomst og forøge det offentlige forbrug«, siger Fogh.
Forskellen mellem velfærd og velstand er om man selv bestemmer over sit liv eller om staten gør det for en.

Socialdemokratiets HTS:
»Anders Fogh Rasmussen kan ikke tale sig ud af, at der findes en offentlig sektor, som danskerne opfatter som lettere slidt, og som ikke udvikler sig. Det ser sådan ud, fordi regeringen i snart fem år har holdt den i en økonomisk spændetrøje«
Økonomisk spændetrøje - hvis bare det var så vel. Regeringen har ikke kunnet leve op til de grænser den satte for det offentlige forbrug.

Udbydere af ydelser på det private marked er hele tiden under den økonomiske spændetrøje (for at bruge HTS's ord), at folk frivilligt skal betale for ydelserne. Og den private sektor udvikler sig hele tiden. Så imens den offentlige sektor er begrænset af politikerne, er den private begrænset af forbrugerne.

Der er brug for at overbevise befolkningen om at velstand er bedre end velfærd. Når man selv betaler for en vare og kan vælge at lade være med at købe den, har man meget større indflydelse på hvad man får, hvor god service man får osv. Hvis plejehjemmet, hospitalet, hjemmehjælpen, supermarkedet, eller andet er utilfredsstillende, så kan man lade være med at købe og evt. gå et andet sted hen.

Det er interessant at se hvordan en stor del af borgerne ikke overlader deres pension og helbred 100% til statens velfærd, men finder det nødvendigt at supplere med velstand. Dette i form af privat opsparing samt private sygeforsikringer.

For at lade befolkningen i større grad få smag for velstand og turde at vende ryggen til statens velfærd, bør man ikke blot skrue ned for skatter, afgifter og reguleringer, men også det offentlige forbrug.

*) bevist/bevidst stavefejl leveret af Politiken