Præster protesterer mod højere husleje
Ak ja, er der noget der virkelig kan få folk på banen, så er det når folk finder ud af at de ikke længere får lov til at nyde deres privilegier i fred, på bekostning af landets skatteborgere.
Det er der jo sådan set hverken noget overraskende i eller noget galt i, da skattesystemets indretning vel om noget skaber incitament til at søge og øge privilegier på bekostning af andres arbejde og velstands frembringelse end at selv arbejde på øge sin egen velstand, uden at det bygger på tvangsinddrivelsen af andres indkomst. Her i ligger selvfølgelig også den iboende fordel at man er fri for den bitre følelse der opstår når andre lukrere på skattefar stjæler af ens velstand.
Denne gang handler det om præster som er sure over at de for fremtiden skal betale op til 70 % af markedslejen for at bo i præsteboligerne. Uha uha skal præsterne nu til at betale det samme for en præstebolig som en førsteårsstuderende på universitetet betaler for et fugtigt kælderværelse. En enkelt præst er endda blevet så fortørnet, at hun har sagt sin stilling op som statsfinansieret kristendoms forkynder.
Det er ikke overraskende i sig selv at en offentlig ansat siger op, bevares på et tidspunkt får man vel nok og ikke alle er standhaftige nok til at vente bag sin skranke på at kunne gå på efterløn, det er dog alligevel overraskende, da der jo som bekendt står skrevet:
”Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler. Men saml jer skatte i himlen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler. For hvor din skat er, der vil også dit hjerte være.”
Når man tænker lidt over det er det måske alligevel ikke den kvindelige præst som overrasker, men tværtimod at alle de andre statsfinansierede kristendomsforkyndere der stadig findes. Præsten der har sagt op er vel egentlig den mest kristne af dem alle, for som der står skrevet:
”Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.”
Dette har den kvindelige præst vel taget konsekvensen af, da hun ikke så sig i stand til både at tjene staten og Gud på en gang, mens de resterende præster godt kan leve med det.
Eller måske er det omvendt. Hvem der tjener hvem og ringeagter hvem, må være op til læseren selv at bedømme.
Det er der jo sådan set hverken noget overraskende i eller noget galt i, da skattesystemets indretning vel om noget skaber incitament til at søge og øge privilegier på bekostning af andres arbejde og velstands frembringelse end at selv arbejde på øge sin egen velstand, uden at det bygger på tvangsinddrivelsen af andres indkomst. Her i ligger selvfølgelig også den iboende fordel at man er fri for den bitre følelse der opstår når andre lukrere på skattefar stjæler af ens velstand.
Denne gang handler det om præster som er sure over at de for fremtiden skal betale op til 70 % af markedslejen for at bo i præsteboligerne. Uha uha skal præsterne nu til at betale det samme for en præstebolig som en førsteårsstuderende på universitetet betaler for et fugtigt kælderværelse. En enkelt præst er endda blevet så fortørnet, at hun har sagt sin stilling op som statsfinansieret kristendoms forkynder.
Det er ikke overraskende i sig selv at en offentlig ansat siger op, bevares på et tidspunkt får man vel nok og ikke alle er standhaftige nok til at vente bag sin skranke på at kunne gå på efterløn, det er dog alligevel overraskende, da der jo som bekendt står skrevet:
”Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler. Men saml jer skatte i himlen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler. For hvor din skat er, der vil også dit hjerte være.”
Når man tænker lidt over det er det måske alligevel ikke den kvindelige præst som overrasker, men tværtimod at alle de andre statsfinansierede kristendomsforkyndere der stadig findes. Præsten der har sagt op er vel egentlig den mest kristne af dem alle, for som der står skrevet:
”Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.”
Dette har den kvindelige præst vel taget konsekvensen af, da hun ikke så sig i stand til både at tjene staten og Gud på en gang, mens de resterende præster godt kan leve med det.
Eller måske er det omvendt. Hvem der tjener hvem og ringeagter hvem, må være op til læseren selv at bedømme.
posted by Rasmus Ole Hansen at 8/15/2006 05:17:00 AM
3 Comments:
Prøv lige at lære at sætte komma og punktum korrekt. Det ville hjælpe læseren til både at forstå og læse teksten bedre.
He he. Point taken.
Jeg skal for fremtiden forsøge at blive bedre til at læse tekster igennem, inden jeg sender dem.
Ellers bare læs det igennem så hurtigt du kan, det vil så være i samme ånd, som det blev skrevet.
Præster skal også have noget at spise og tag over hovedet - men det er ikke en ret de har ret til at tvinge andre til at opfylde. Personligt synes jeg at problemet med folkekirken, er at det er en statskirke. Man bør ikke tvinges til at betale til den. Der findes forrsten mange kirker, der fungerer på frivillig basis.
Om præsten, der sagde op er "den mest kristne af dem alle" skal jeg ikke kunne sige. Man skal passe på med at dømme andre mennesker. Men jeg vil gerne dømme princippet, om at tvinge andre til at betale for noget de ikke selv har valgt, som forkert.
Send en kommentar
<< Home