Et øjenvidnes beretning

Gerningsstedet er tirsdag eftermiddag i gaderne omkring Christiansborg. Kl. er lidt over to, og jeg vælger at besøge Nationalmuseet.

Jeg foretrækker at betale for de ydelser, jeg bruger, men når nu entreen er gratis, går jeg lige ind, men takker i mine tanker Søren Skatteyder for at have betalt for mig. Han har godt nok ikke noget valg, men alligevel.

Da jeg kommer ind, starter jeg med at gå til højre gennem den overdækkede glas gang, der er lavet tværs igennem haven. For enden er der opstillet fundne rune sten fra forskellige steder i landet. Lidt sjovt er det da at se en rune sten, der er fundet nær Tårnborg kirke på Vestsjælland. Kirken hvor jeg både er døbt og konfirmeret i den dansk stats tro.

Herefter bevæger jeg mig op ad trappen og starter med at kaste et blik på museets mønt samling. Det er interessant at følge pengenes gang i verdenshistorien og se hvorledes flere forskellige havde adgang til at slå mønt.

Forskellige fund af udenlandske mønter rundt omkring i Danmark viser at globaliseringen godt nok er et nyt udtryk, men ikke et nyt fænomen. Mens man betragter fundet fra Bornholm af arabiske mønter fra 8-900 tallet, kan man ikke lade være at tænke på hvordan man dengang havde det med ”de fremmede”.

Videre går turen rundt i de lange gange for at se nærmere på stort og småt fra Danmarks historien. Det der var tænkt som arveprinsens bolig, bygget i 1744, er i sig selv et stykke Danmarks historie. Forskellige personer har haft residens her gennem tiden, bla. Carsten Niebuhr.

Noget af samlingen er fra de kongelige og statslige gemakker, noget er skænket af private samlere og andet igen er indsamlet efter loven om danefæ.

Danefæ stammer fra Jyske Lov, så tidligt som i 1241, og gik i bund og grund ud på at hvis man fandt nogle skatter, så tilhørte de kongen. Senere er danefæ blevet udvidet til også at gælde fund af historisk interesse eller af sjælden art.

Meget af udstillingen, på denne første sals rundtur, drejer sig om kristendommens udbredelse i Danmark. Her kan man se, at Luthers lære allerede var trængt ind i de danske gudstjenester flere år før reformationen, hvor katolske præster klagede over den tiltagene Lutherisme. Med reformationen skete der vel egentligt blot det, som vi stadig kender i dag. Kirken blev en statskirke.

Med raske skridt går det mod den danske renæssance, hvor kongen bestemte og adelen stillede op som forsvarere af landet mod dermed at være fritaget fra skat. Den slags som betaling af skat var pålagt bønder og borger, som i bund og grund ikke havde nogen rettigheder.

Skattefritagelsens pligter er bedst beskrevet ved et citat af Herluf Trolle, der svarede følgende da han af bekendte blev frarådet at gå i krig mod svensken: ”Ved I, hvorfor vi hedder herremænd, hvorfor vi bærer gyldne kæder og har jordegods og vil være... højere agtet end andre? Derfor... at når konge og herre, land og rige har det behov, da skal vi rigens fjender afværge, beskytte og beskærme med al magt og formue vort fædrene rige, at vore undersåtter må bo og være udi fred og rolighed. Ja, vil vi have det søde, må vi også tage det sure med."

Med vore dages værnepligt og høje skattetryk må man nok konstatere, at der ikke længere er så meget af det søde, men at man med det sure, må tage nok engang ekstra af det sure med.

Turen gik videre rundt, og tilbage ved indgangen gik turen nu op ad trappen til venstre, for at se udstillingen med Jordens folk og særudstillingen med Tycho Brahe.

Så var det ved at være lukketid, og jeg bevægede ud i Københavns gader. Til venstre rundt om bygningen, mod Stormbroen. Her havde politiet sat tape op på tværs af Frederiksholm.

Der stod jeg så og kiggede på at demonstrationen mod nedskæringer i dagsinstitutionerne vandrede forbi. Her kunne jeg se en folkemængde, af lidt for unge til at være forældre, vandrer forbi med alle mulige former for bannere. Der var lige fra ” Ud af Irak” til ”Mere Velfær”. I hvert fald lige de tre der holdte det sidstnævnte banner, skulle nok ikke have pjækket fra undervisningen. De har sikkert også været med den 17. maj, hvor det manglende d er blevet omfordelt.

Det med demonstranternes unge alder, var åbenbart ikke noget synsbedrag, for senere på dagen kunne jeg læse Troels Lund Poulsen (V) udtale på TV2.dk: ”De fleste jeg mødte herude på Slotspladsen var altså nogle, der gik i gymnasiet. Jeg ved ikke, om de havde børn, men de så ikke ud som om, de havde børn.”

Jeg var egentlig ikke interesseret i, at finde nærmere ud af hvad Irak krigen har med børnepasning at gøre, for som Herluf Trolle engang sagde ” Ja, vil vi have det søde, må vi også tage det sure med”, så jeg tog hjem.