Rohdes farvel kan styrke ultra-liberalister

For engang skyld kommer DR med en historie, hvor analysen er nogenlunde korrekt. Hvis Martin Geertsen vælger at tage sæde i folketinget, vil det betyde at der kommer endnu en i folketinget, der tager det med individets rettigheder seriøst. Det med individets rettigheder i samfundet er jo ikke noget der råbes for højt om i dagens Danmark, hvor samfundet i tidens politiske sprog sættes lig med staten. Vover nogen at tale mod den dagsorden, så brændemærkes personen med det samme som ultra liberalist. På den måde bliver en politiker, der taler om og forsøger at værne om individets frihed til ytringsfrihed, ejendomsret og forsamlingsfrihed, med det samme stemplet som ultra liberal. For ultra har jo sådan en hooligan tone over sig, så enhver jo nok kan forstå at ultra liberal, det er farligt. Det bliver jo en trussel mod samfundet, siges det, hvis enhver borger, bare sådan lige har frihed til at ytre sig, at råde over sin ejendom og forsamles med andre borgere efter eget ønske. For det er jo staten der er samfundet, messes det, og man aner svagt Rousseaus spøgelse, der gnider sig i skægget. Tænk på sammenhængskraften i samfundet, den vil jo forsvinde, hvis ikke staten var der til at tvinge borgerne til de rette valg. Staten sikrer jo fællesskabet. Borgerne hver især har alt for mange forskellige ideer om hvordan livet skal leves, ja så må staten handle på fællesskabet vegne. At et fællesskab som ikke er baseret på borgere, der i frivillighed samles, og hver især drager omsorg og ansvar for dette frivillige fællesskab, minder om fællesskabet i Horsens statsfængsel er selvfølgelig en kættersk tanke, ja vel en ultra liberal tankegang. En sådan tilgang til fællesskab i frivillighed stammer fra N.F.S. Grundtvig. Havde han levet i dag, ville han nok have fået lov at sidde i Venstre folketingsgruppes skammekrog, sammen med Søren Pind og Peter Christensen, ja og måske også Martin Geertsen, hvis han altså på mandag vælger at overtage Rohdes plads.