2008/01/20

Det nye parti

Der er kommet et nyt parti i Danmark, der hedder borgerlige.dk. Det er godt nok kun et internetparti, men det er skabt, fordi der ikke bliver talt nok borgerligt politik i Danmark. Jeg meldte mig "ind" i partiet i håbet om, at det ville være et parti med andre holdninger, end de "virkelige" højrefløjspartier har. Efter at have læst artiklerne og kommentarerne på siden har jeg dog gevaldigt svært ved at se, hvorfor det konservative folkeparti ikke rammer holdningen meget godt.

På partiets facebook gruppe kan man læse følgende:

Og når jeg derefter sætter mig for at læse 180grader, punditokraterne, uriasposten, liberator og et hav af blogs og hjemmesider, slår det mig hvor utroligt splittede den borgerlige højrefløj står. De gamle borgerlige partier har, efter min mening, simpelt hen trukket tæppet væk under os, og efterladt os politisk hjemløse...

Men jeg er optimist. Jeg tror at vi kan samles om en fælles forståelse for borgerligheden - at vi kan forenes i en fælles drøm om et frit, fredeligt og borgerligt Danmark.

Det er svært at sige, hvor stor splittelsen på højrefløjen reelt er. Hvis vi snakker statens størrelse, så kan liberale og konservative hurtigt blive enige om, at staten er for stor. Det er mere på de moralske spørgsmål, at højrefløjen er splittet. Det ville den altid være, da liberale afskyr, at konservative vil tvinge deres moral ned over hovedet på andre.

Selvom borgerlige.dk lugter lidt af det konservative folkeparti på nettet, så støtter jeg deres kamp for en mindre stat.