Tirsdag efter fyraften var jeg deltager ved et af de navnkundige gå-hjem møder som
Cepos afholder en gang imellem.
Emmet var en liberal tolkning af Anthony Robbins og selvrealiseringsbølgen. For målgruppen for denne selvrealiseringsbølge er folk, der muligvis ikke af politisk observans er liberale, men dog folk der ikke køber Hanne Reintoft og andres synspunkt om at menneskets tilværelse alene er samfundets skyld.
For det kan godt være at man lige på dette tidspunkt er i en situation som er uønskelig, men gennem planlæning og handling kan man i bund og grund forme sit liv som man selv ønsker det.
Her er Robbins budskab iflg. Martin Ågerup, at man sætter sig et/nogle mål. Derefter søger man at realisere sine mål gennem handling. Virker en handling ikke, prøver man noget andet. Virker det ikke, så prøver man noget andet. Virker det heller ikke, så prøver man noget andet osv. osv. osv.
Med eksempler fra Ole Birk Olesens
Taberfabrikken og Victor Frankls
Mans search for meaning, gennemgik Martin Ågerup hvordan mennesket er i stand til at forme sit eget liv uanset sit udgangspunkt og eksterne faktorer. Dermed også hvordan en sådan livsindstilling. at man gennem sine egne handlinger kan forme sin tilværelse, er i modsætning til de der mener at alt er samfundets skyld. Her iblandt også samtidsdebaten om livsstilssygdomme og om hvordan nogle insisterer på at tale om civilisationssygdomme, som mennesket ikke kan stille noget op over for selv. Dermed ikke sagt at der ikke er eksterne faktorer der i høj grad påvirker det enkelte menneske. Men man kan stadig selv bestemme sin reaktion eller som Victor Frankl siger det:
Between stimulus and response there is a space. In that space is our power to choose our response. In our response lies our growth and our freedom.
Desværre er holdningen til mennesket som viljeløst og helt overgivet omstændighederne ikke kun udbredt blandt politikere, der med den undskyldning vil forbyde alverdens ting for vælgernes eget bedste, men også blandt mange almindelige mennesker, der igennem en
deterministisk livsopfattelse fastholder sig selv i en uønskelig tilværelse.
Man kan hvad man vil. Den frihed har alle, og dermed også det primære ansvar for sin egen tilværelse. Det kan være svært at nå de mål man har fastsat, og man kan få brug for hjælp undervejs. Du har dog stadig friheden til at forme din tilværelse, brug den frihed.